• FIND HISTORIENS KERNE (3 minutter)

    Tal om, hvorfor I synes, historien er vigtig, sjov eller interessant. Er der noget, I vil vise eller sige med filmen? Det hjælper jer til at være fokuserede på, at filmen også fortæller netop det.

  • FÅ OVERBLIK OVER HISTORIENS FORLØB (5 minutter)

    Tal kort om, hvordan historien skal bygges op, og få et overblik over, hvad der skal ske i starten, i midten og i slutningen. Hvis I bruger et færdigt storyboard, kan det være, I vil ændre i handlingen. En almindelig opbygning for en kort film er:

    • Vi møder hovedpersonen/hovedpersonerne.
      (Fx har Jacob en sej ven på besøg).
    • Vi bliver præsenteret for det problem/den konflikt, som filmen handler om.
      (Jacob slår en slem prut, som han ikke vil have, vennen lugter).
    • Konflikten/problemet vokser, og vi når klimaks. Nu afgøres det, hvordan det hele ender. (Jacob prøver desperat at få prutten væk, men den når frem til vennens næsebor).
    • Vi ser resultatet, og filmen rundes af.
      (Vennen finder på en undskyldning og skynder sig hjem. Jacob tager sig til hovedet).
  • FÅ STYR PÅ PERSONERNE, OG SKRIV ET MANUS (10 minutter)

    Tal om, hvilke typer personerne i filmen er. Det er en god idé, hvis der er nogle forskellige typer, der vil noget forskelligt. Så er der god grobund for interessante konflikter.

    Tal derefter filmens scener igennem, og skriv, hvad personerne gør fra start til slut. I kan få meget ud af at tale om, hvad I selv ville have gjort og flette jeres egne erfaringer ind i historien. For eksempel måder I selv har reageret, tænkt og følt i lignende situationer.

  • SØRG FOR, DET KAN LADE SIG GØRE (5 minutter)

    Tænk detaljerne igennem, og vær sikre på, I kan svare ”ja” til disse spørgsmål:

    • Er I nok personer til at kunne lave filmen?
    • Har I de ting, der skal bruges?
    • Ved I, hvor I skal filme det?
    • Kan det filmes på 1-2 timer?
    • Kan historien fortælles på 2-3 minutter?
  • LAV ET STORYBOARD

    Har I tid og lyst, så tegn historien ind i et storyboard, så I har styr på, hvordan historien skal filmes. Få inspiration i storyboardene ”Den, som prutten lugte kan”, ”Superfar” eller ”Flugten”.