• Husk dit storyboard

    Et storyboard sikrer kvaliteten i din film. Det fortæller, hvor kameraet og skuespillerne skal være og er et godt redskab til at tale scenen igennem. Så husk at lave et storyboard.

  • Tal scenen igennem

    Det er vigtigt, at skuespillerne ved, hvorfor deres roller reagerer, tænker og føler, som de gør. Er du instruktør, så sørg for at forklare det til skuespillerne. Fortæl dem også, hvordan de skal bevæge sig i forhold til kameraet. Er du i tvivl, så spørg skuespillerne.

  • Husk at øve

    Når man øver scenen nogle gange, bliver skuespillernes præstationer tit bedre, og det hjælper også kameramanden til at finde ud af, hvordan scenen skal filmes. Så sæt lidt tid af til at øve. Det kan gøre processen mere tryg at vedtage disse to regler: 1. Man skal prøve så godt, man kan 2. Man må ikke kritisere eller gøre grin med hinanden.

  • LAV FÅ OPTAGELSER

    Jo flere optagelser I har, jo større arbejde er det at klippe det hele sammen til sidst. Til at begynde med kan det derfor være en god idé at have få optagelser, så klippearbejdet bliver enkelt.

  • Find et godt sted

    Overvej altid, om det er et godt sted at filme, og om det vil se godt ud på kameraet. Det kan være, der er for meget larm, for mange mennesker eller at stedet ikke passer til scenen.

  • Vend kameraet den rigtige vej

    Hvis du optager med en telefon eller tablet, skal du altid vende telefonen eller tableten på langs, så du får en god bredde på billedet.

  • Optag fra flere vinkler

    Kameraet er det øje, som seeren kan se filmen igennem. Sørg for at filme det, seeren skal se. Overvej også at spille den samme scene igennem et par gange, hvor I optager fra forskellige vinkler. Så har I noget at vælge imellem, når I klipper.

  • Læg et par sekunder før og efter

    Giv et par sekunder i hver ende af optagelsen, som I senere kan klippe ud. På den måde undgår I, at der pludselig mangler bidder af skuespillernes replikker, fordi I har tændt kameraet for sent eller slukket det for hurtigt. Tænd kameraet, tæl til 3 og sig så ”Værs’go”.

  • Vær opmærksom på sammenhæng

    Når I filmer, så husk, at det skal passe sammen med det, I tidligere har filmet. Det nytter ikke noget, hvis en af skuespillerne pludselig har en anden trøje på, eller hvis det er højlys dag på den ene optagelse og aften i den næste. Med mindre det er en del af historien, selvfølgelig.

  • Sørg for ordentligt lys og lyd

    Se efter, om lyset er ordentligt på din optagelse. Er det så mørkt, man ikke kan se det ordenligt? Eller så lyst, at det bliver for hvidt? Dagslys er ofte en fordel.

    Sørg også for, at mikrofonen i din telefon (eller tablet) er på en god afstand, når du skal optage dialog. Er du langt væk, forsvinder lyden. Er du for tæt på, kan lyden skratte.